17-05-2020
Prædiken til 5. søndag efter påske
Herned prædiken til 5. søndag efter påske. Det handler om den herlighedsværdi, man ikke kan handle sig til. Verdens og præstegårdens herlighed går til grunde, Guds herlighed går op for hans børn.
Prædiken til 5. s. e. påske
Johannes 17. 1- 11
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav
mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Joh 17,1-11 Amen
Hellige Fader, hellige du os i dit ord, dit ord er sandhed. Amen
Jeg kan ikke sige, at jeg har styr på alle de boligprogrammer, som løber over Tv-skærmen, men de er ikke få. De handler om hushandler, ejendomsvurderinger, priser, boligindretning osv. osv. ”Mit hjem er mit slot” lyder en engelsk vending på dansk, og det er vel naturlig med interesse for vores nærmeste omgivelser. Vores hjem skulle være gerne være en tryg og hyggelig ramme, og hjemmet fortæller noget om sine beboere. I den forbindelse hører man jævnligt udtrykket; herlighedsværdi. En ejendom kan have herlighedsværdi i form af havudsigt, skønne omgivelser, godt nærmiljø og måske oven i købet jagt og - fiskeret. Herlighedsværdien er det særlig skønne, spektakulære og betagende ved en ejendom, og herlighedsværdien kan repræsentere store økonomiske værdier. Mange herlighedsværdier er ikke for enhver pengepung, men der er også herlighedsværdier, som ikke behøver at koste dyrt i kroner og ører. Herlighedsværdier man får lov til at nyde, selv om man ikke ejer dem, og så er der herlighedsværdien ved de herlige stunder i godt selskab. Hvem vil ikke gerne have herlighed?
Også Jesus beder i søndagens evangelium om herlighed, om at han må herliggøres, så han skal herliggøre sin Fader, men det er godt nok en noget alternativ herliggørelse. Hvor meget herlighedsværdi er der lige i en korsfæstelse? Hvor meget herlighedsværdi er der i at få hamret nagler gennem hænder og fødder og klynges på et kors for at lide en langsom og pinefuldt død. Det er da ikke herlighed, det er præcist det modsatte. Det er da elendighed, og hvem taler om elendighedsværdi? Det hænger jo ikke sammen. Kan man forestille sig en ejendomshandler, som fremhæver en ejendoms elendighedsværdi? Så siger man hellere et håndværkertilbud. Når Jesus taler om sin herliggørelse, taler han ganske vist ikke kun om sin lidelse og død, han taler også om sin opstandelse, men herligheden begynder ikke først påskemorgen, og opstandelsens herlighed var jo heller ikke synlig for verden. Det eneste synlige var en tom grav med den vilde påstand, at Jesus var opstået fra de døde.
Men Jesus taler altså ikke desto mindre om herliggørelse, eller skulle man snarere sige, herliggørelsens kulmination, for Jesus har herliggjort sin Fader gennem hele sin jordiske gerning. Han har herliggjort sin Fader ved at leve og gøre hans vilje. Herligheden kommer af Sønnens fællesskab med Faderen. Herlighed handler dybest set om at være Gud nær, og ingen er Gud nærmere end hans egen søn. Som Jesus siger andetsteds i Johannesevangeliet: ”Jeg og Faderen er ét” (Joh 10.30).
Altså, jo nærmere Gud, jo mere herlighed og jo fjernere fra Gud jo mere elendighed. Guds herlighedsværdi er nemlig den eneste blivende og sande herlighed. “Sic transit gloria mundi” lyder et gammelt latinsk mundheld, på dansk ”Således foregår verdens herlighed”, for sådan går det med verdens herlighedsværdier, pragt og magt. Oldtidsruiner har altid gjort et stort indtryk på mig, fordi de på én gang vidner om fordums herlighed og dens undergang. Ruinerne rummer en sandhed om al menneskeværk, også selv om vi nu om stunder oftest river forfaldne bygninger helt ned til grunden, så de ikke står og signaliserer synligt forfald. Ja, det kender vi jo et og andet til her i Lolland Kommune...
Det er anderledes med Guds herlighed, den udspringer af hans væsen, og hans væsen er kærlighed. Det er det lys, som aldrig slukkes, den varme, som aldrig går kold, det liv, som aldrig får ende, den kærlighed, som altid består. Herligheden er fuld af nåde og sandhed, herligheden er livets fylde, herligheden er fuldendelse. Guds herlighed kan stråle midt i elendigheden, mens elendigheden kan kaste sin skygge over verdens herlighed.
Derfor kan Jesus tale om, at han herliggør sin Fader midt i sin lidelse og død. Ikke at lidelse og død er herlige i sig selv, men Jesus herliggør Faderen ved at føre hans vilje ud i livet og gå ind i lidelse og død, for at frelsens herligheden skal nå elendige syndere. Jesus hang på korset, for at du og jeg ikke skal hænge på vores synder. Han herliggjorde Guds midt i korsets ekstreme elendighed, fordi han levede kærligheden ud. Det er altid let, det er ikke altid smertefrit, det er ikke altid enkelt, men det er altid herligt at være Gud nær.
Men hvordan kommer man nær på Gud? Det kan være svært at komme nær på verdens herlige. De, som er højt på strå og stråler af rigdom, succes og prestige er ofte svært tilgængelige for almindelige mennesker. Man under dem også noget privatliv, men der er mange, som gerne vil være tættere på dem. Der er som bekendt varme ved at sole sig i glansen fra andre og således få lidt del i deres herlighed. Men hvad med Gud? Ja, Gud er på en måde endnu mere utilgængelig, hans herlighed er endnu mere eksklusiv, men i sin nåde gør sig tilgængelig i sin egen kære Søn Jesus Kristus. Guds herlighed fik begge ben på jorden, Guds himmelhøje herlighed kom ned i øjenhøjde, Guds herligheds glans optrådte i en tømrersvend fra Nazaret. At være nær ved Gud, er ganske simpelt at hænge hans søn om halsen, at tro at Guds herlighed er kommet i Jesus Kristus, at regne ham for livets grund, vores eneste redning og sande håb. At være blandt dem, som Jesus bærer frem i sin bøn til Faderen, når han siger ”de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig fra, og de er kommet til tro på, at det er dig, som har sendt mig” (Joh 17,8). I troen på Jesus Kristus er vi Gud nær, og hvem der er Gud nær, herliggøres og herliggør Gud. Al det, som gælder for herligt, stort, flot og strålende i verden er pebernødder, støv, aske og lamperøg ved siden af den herlighed, som omgiver den mindste og skrøbeligste Kristus-bekender. Alle førstepladser og æressæder er småting ved siden af pladsen ved nadverbordet. Alle titler, udmærkelser og priser er flygtige navne i forhold til at være skrevet i Herrens hånd. Troen er herlighed, også under livets kors, vantroen er elendighed, også under livets sejre.
Vi kan nok synes, at det er så som så med vores herlighed, men Guds herlighed på jorden er en sag for troen. Vel får vi sommetider et glimt. Ofte er herligheden imidlertid godt skjult. Det kan sommetider være svært at se herlighedens stråleglans på en almindelig søndag i en lille landsbykirke, hvor få har fulgt klokkernes kald til gudstjenesten, hvor salmesangen kun er spagfærdig, og præstens ord har svært ved at komme ud over prædikestolens kant. Herlighedens stråleglans kan være svær at se i de små og aldrende gudelige forsamlinger. Herlighedens stråleglans synes mere blændende andre steder eller i de kirker, som stråler i kraft af deres styrke, tilslutning og mange aktiviteter. Men vi skal ikke tage fejl, når vi fejrer gudstjeneste, herliggøres Gud, når hans ord lyder, og hans sakramenter forvaltes, der gøres Guds herlighed gældende. Gud forbyde, at vi bliver selvherlige, for herligheden er ikke vores. Den er en gave, lige så ufortjent som den kærlighed, der er herlighedens hjerte. Vi er kaldet til ydmyghed, men vi er ikke kaldet til at være beskedne på Guds vegne, så vi tør sige og skal sige, skal bekende, at Guds herlighed, den eneste herlighed, som holder, er midt blandt hans menighed, og intet tåler sammenligning med den. ”Jeg er herliggjort i dem” siger Jesus om de, som kender den eneste, sande Gud i ham. Guds søn er herliggjort i troens folk, herliggjort i hans mindste brødre og søstre, herliggjort også i dig og mig.
Og en dag skal den skjulte herlighed blive åbenbar. En dag skal al elendighed vige for Guds herlighed, alle kors skal vige, og glæden skal fuldendes. Som det hedder hos Paulus: ”Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal I også blive åbenbaret med ham i herlighed” (Kol 3,4). Der er usvigelig herlighedsværdi i evangeliet, og hele herligheden er din og min i troen på Jesus Kristus!
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen
Hermed søndagensprædiken illustreret af to frihedssymboler. En nok så bekendt dame ved indsejlingen til New York og en nok så bekendt Herre, som blev henrettet på Golgata (Det er i øvrigt verdens største krucifiks, som står ved Indian River i Michigan). Glædelig friheds-og Cantate søndag!
Prædiken til 4. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: ”Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere
og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” AMEN Joh 8,28-36
”Frihed er det bedste guld”, hedder det i en øvrigt svensk sang fra Højskolesangbogen- Ligesom guld er et kostbart ædelmetal, regnes frihed også for et kosteligt gode. Frihed er en kerneværdi. Alle går ind for frihed – i hvert fald deres egen – frihed er et af de ultimative politiske og sociale plusord. Hvem kender ikke Frihedsgudinden, som står ved indsejlingen til New York og løfter sin fakkel højt i vejret for ligesom at kaste frihedens lys ud over den ganske verden? Jo, vi kan godt lide frihed, og det har vi også al mulig god grund til. Frihed hævder menneskers værdighed. Vi er ikke bare dyr, som skal følge flokkens leder. Vi er ikke bare umyndige trælle, som skal bøje os. Vi er ikke bare midler for andres ideer og lyster. Nej, vi er frie mennesker. Kampen for den politiske frihed har været lang og sej og er langt fra afsluttet. Ja, også i vores angiveligt frie land er ytringsfriheden kommet under angreb, men friheden trænger sig ikke desto mindre frem og på. Man kan undertrykke friheden på det voldsomste, alligevel er det ikke lykkes for nogen at tage livet af friheden.
Jo, den politiske frihed er virkelig noget stort og værd at kæmpe for, men friheden er meget andet. Man kan udmærket have politisk eller borgerlig frihed og være ufri på andre måder. Frihed er også noget økonomisk, noget socialt, noget mentalt. ”Frihed er det bedste guld”, men nogen vil vende det om og sige, at guld er den bedste frihed. Den sande frihed opnås først, når økonomien ikke længere føles som en hæmmende belastning. Andre vil sige, at den sande frihed også handler om at være fri for snærende roller og konventioner, fri af andres forventninger og normer. Ja, af sine egne forkrøblende tanker, af sin frygt, af sine bekymringer og sine fordomme. Friheden kræver en gennemgribende frigørelse. Frihed er det bedste guld, men guld er dyrt, og det gælder også frihedens guld, der sommetider købes for en meget høj pris, også for de andre. Min frihed kan koste hensynet til andre. Min frihed kan være et andet ord for selvoptagethed. Min frihed kan være frihed fra anstændighed og ordentlighed.
Frihed er det bedste guld, men alle medaljer, også dem af guld, har en bagside, og frihedens bagside hedder tomhed. Det er godt at have sin frihed, men hvad skal vi gøre med den? Det er dejlig at kunne tale frit, men hvad skal vi sige? Det er dejligt at kunne vælge, men hvad skal vi vælge? Det er dejligt kunne gøre, som vi vil, men hvad vil vi? Og kunne man videre spørge: Er det eneste, som tæller mit valg, min afgørelse? Ja, er min frihed i virkeligheden en tomhed, som jeg skal fylde og lige så godt kunne fylde med noget andet? Er alt bare valg?
Nej! Alt er ikke bare valg. Der er som nævnt meget godt at sige om valgfrihed og den politiske frihed, men der er en frihed, som stikker endnu dybere. Der er hjertets frihed. Der er en indre frihed, der er frihed fra dommen. Det er evangeliets frihed, og den frihed går altid hånd i hånd med sandheden. Ja, det er sandheden, som gør fri. Det er Jesus Kristus, som gør fri. Frihedsgudinden er symbolet på den samfundsmæssige frihed, som mennesker kan give hinanden, men det er alene Guds søn, som befrier mennesker ved at give dem del i evangeliets sandhed. ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelige frie”.
Den, som bliver i Jesu ord, skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre fri. Sandheden gør nemlig fri i modsætning til synden, som gør mennesker til trælle. For en overfladisk betragtning kan det se anderledes ud. Er der ikke frihed i at synde, i at gøre, som man lyster, og give pokker i andet end sit eget begær? Er der ikke frihed i at gøre sig fri af troen og afvise Gud og Jesus, fordi man vil være herre og mester i eget liv? Er det ikke frihed? Nej, som syndere er vi nemlig slaver og trælle af synden, slaver og trælle af os selv, fanget i vores navle, spærret inde i vores løgne, lænket til vores hovmod og fortabt i vores tomhed. Vi er lige så frie, som narkomanen er af sit stof. Vi er frie til at synde, men vi er samtidig trælle for synden, for en mørk herre, som kaster ud i heksedansen om vores ego. Fulde af begær og fulde af frygt for, at begæret ikke opfyldes.
Sandheden gør derimod fri. Sandheden siger, at vi er elskede børn, at vi har alt i Kristus, og vi ikke skal skabe eller vælge meningen med vores liv. Sandheden siger, at synden ikke skal være herre i vores liv, for der er en kærlig herre, som bærer vores synd, og åbner Paradiset med sit offer. Sandheden siger, at vi ikke længere skal være dødens trælle, for døden er ikke længere endeløs, men dør til Kristus. Sandheden siger, at vi ikke skal jage efter noget til at fylde vores hjerter, for vi får del i Guds fylde. En nåde over nåde, en kærlighed, som går fra himlen til jord og varer så længe som evigheden.
Verden kan være et meget ufrit sted. Mennesker kan mangle politisk frihed. Mennesker kan mangle økonomisk frihed. Mennesker kan mangle den frihed bare at gå på deres egne ben eller se en solnedgang, fordi de er lammet af sygdom og hæmmet af et synshandicap. Ufriheden har utallige former, og alle former for jordisk frihed kan mistes. Der er imidlertid en frihed, som er umistelig. Troens frihed, den frihed beror nemlig ikke på noget i verden, den beror på Jesus Kristus. Den frihed, som kommer af sandheden og befrier fra os selv og vores vilkår, og den frihed, som forener os med Jesus Kristus. De befriende sandhed, som ikke befrier, fordi den ændrer verden, men fordi den ændrer synet på verden, således at verden ikke længere er herre i vores liv. Det er netop synden at gøre en anden til herre end Vor Herre. Jeg kan være nok så ufri, nok så bundet på hænder og fødder, men i troen er jeg fri, fordi jeg er bundet til sandheden, til Jesus Kristus, som elsker mig og gav sig selv hen for mig. Ingen er i sidste ende herre over mig, andre end Herren Jesus Kristus. Jeg er fri, også fri fra tomheden, fordi jeg er bundet til sandheden. Intet er mere frigørende end evangeliet, for evangeliet gør mig fri af mig, fri af verden, fri af status, fri af position, fri af andres domme og selvforagt, fri til at elske, tjene og smile ad mig selv. Jeg er barn af huset, døbt til at høre med, til at blive for evigt hos Gud, for jeg hører sammen med Sønnen, min frelser og min bror.
Men også evangeliets sandhed er under angreb. Selv om vi kender friheden, kan vi ikke sige os fri for synden. I dette liv kan ikke slippe vores lænker, friheden bliver aldrig fuldkommen, men vi kan smage friheden. Vi kan gå ind i den frihedskamp, som Jesus Kristus kæmper for ethvert menneske. Vi kan ikke vinde sejren, det er alene Jesus, som er sejrherre, vi kan bare lovsynge ham, høre frihedens ord og række det videre. Som kristne mennesker er vi befriede mennesker, ikke fordi vi er syndfri, men fordi Jesus gik med korset, går vi fri af dommen. Som kristne mennesker er vi befriede mennesker, ikke fordi vi er hævet over de vilkår, som gælder i verden, men fordi vilkårene ikke har det sidste ord, det har Kristus. Som kristne mennesker er vi befriede mennesker, ikke fordi vi er frie til at gøre alt, men fordi vi er frie fra at gøre alt. Jesus Kristus har gjort alt nok for vores frelse.
Større og mægtigere frihed gives ikke, og den frihed rækkes til hver en synder på jorden. Den frihed kan bryde mørkets magt og vække hjertets glæde.
Frihed er det bedste guld, men Kristus er den største herre, og troen på ham er mere værd end guld.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen
Her står Tirsted kirke med de japanske kirsebærtræer i blomst og venter forgæves på årets første konfirmander, som skulle være konfirmeret i dag. Nuvel, konfirmationen er udsat til den 30. august, men man kan i dagens aflyste anledning alligevel læse en tale fra en tidligere konfirmation. Den er kort og enkel, men vi er alle konfirmander for Vor Herre, og budskabet er det selvsamme. Let’s roll!
Kære konfirmander!
Endelig blev det konfirmationssøndag! Kirken er fuld, og I er forventningsfulde. Det forstår man godt. Dagen står på fest både her i kirken og i familiens skød. I er hele 12 konfirmander i dag, og det er en ekstra glæde. Vi ved jo, at befolkningstallet daler på vores dejlige ø, alligevel er I er så relativt mange, som skal konfirmeres i Tirsted kirke. Det er opmuntrende. Endnu er hverken pandabjørne eller næsehorn uddøde, og det er vi heller ikke! Der er ungdom og ikke bare alderdom i vores sogne. Kirken er heldigvis ikke for lille til så mange konfirmander, men den er, som det fremgår, godt fyldt op. Da jeg nævnte for konfirmanderne, at pladsen nok blev lidt trang, var der nogle af de fodboldglade drenge, som foreslog, at vi da kunne låne Sagrada Familia, altså domkirken i Barcelona, og dermed kombinere konfirmationen med en gang klassefodbold på Camp Nou. Det ville givet betyde mere plads, men også fordyre transporten temmelig og konfirmationsfesterne temmelig voldsomt, så det blev altså Tirsted kirke, som kom til at danne ramme om konfirmationen. Den er i øvrigt også meget ældre end domkirken i Barcelona.
Nu sidder I her, alle piger og drenge, eller skulle jeg måske sige, unge mennesker, og hvad har I så lært under forberedelsen til denne dag? Ja, bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at overhøre jer på kirkegulvet, sådan som det var skik i gamle dage, men jeg håber, at I har lært noget. Noget om kirken og noget om kirkeåret, noget om Jesus og noget om livet. I har prøvet at forstå og huske, men det kan sommetider være svært at huske helt nøjagtigt. Som det var nu tilfældet med den konfirmand, der på spørgsmålet, om hvad der skete Palmesøndag, svarede præsten: ”Det var den dag, de smed palmer efter Jesus!”. Så voldsomt gik det nu ikke for sig Palmesøndag. Havde Jesus fået en palme i hovedet, var påsken nok sluttet før tid.
Men det vigtige er heller ikke, om I husker alle detaljer. Det vigtige, ja, det livs - og evighedsvigtige er, at I husker, at I er døbt, at I er elsket af Gud, at I har frelser i Jesus Kristus og fået noget del i noget kæmpestort, som aldrig får ende. Må Jesus Kristus stå på jeres hjerters lystavler, så bliver det aldrig helt mørkt i jeres liv. Uden den levende Guds søn farer vi vild i livet og ender i evig død. Men ham går vi trygt og ender med evigt liv. Gå på Kristus-vejen, den er brolagt med kærlighed, og den vej fører hjem.
Må jeg fortælle jer en historie om, hvad troen på Guds ord kan betyde for et menneske? I kender vel alle sammen til terrorangrebet den 11. september 2001. Det var den dag, hvor to kaprede passagerfly fløj ind i tvillingetårnene på World Trade Center i New York, mens et tredje fly styrede ned i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i Washington. Næsten 3000 mennesker mistede livet den dag. Der var imidlertid også et fjerde fly, som ikke nåede sit mål. Man mener, at det var planen, at flyet skulle have ramt Capitol Hill, hvor den amerikanske kongres og senat har til huse. I det fly gik nogle af passagererne nemlig til modstand og prøvede at tage kontrollen fra flykaprerne. Det endte med, at flyet, Fly nr. 93 som det hed, styrtede ned på en mark, og alle 44 ombordværende blev dræbt. Før passagerne gik til angreb på terroristerne delte en af dem, Todd Beamer, en familiefar på 32 år, over en skjult mobiltelefon planen om at overmande flykaprerne. Han og nogle medpassagerer havde hørt om angrebene i New York og Washington, og nu var det tid til handling. Hvis ikke de gjorde noget, ville det sikkert koste dem og mange andre livet. Før aktionen begyndte, citerede Todd Beamer, sammen med telefonisten, en bibelsk salme. De sidste ord, hun hørte fra ham, blev sagt ud i flykabinen og lød: ”Er I klar gutter? Okay, så kører vi !”. På engelsk sagde Todd Beamer:”Are you guys ready? Okay. Let's roll”.
Jeg håber aldrig, at I kommer i en lignende situation, men jeg håber inderligt, at I som Todd Beamer må finde trøst i Guds ord og mod til at handle, selv om det koster. Stol på Gud. Elsk jeres næste og håb på mere end dette liv, så får I modet til at leve dette liv.
Til sidst vil jeg citere den salme, som lød i en telefonsamtale mellem to mennesker den 11. september 2001, før den ene mistede livet, men ikke troen. Hyrden var nemlig med, også i Fly nr. 93.
”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.” (Salme 23)
Tillykke med dagen - Let's roll!
Skærtorsdag
Der er ingen video fra kirken til Skærtorsdag, men en prædiken om at være i fodhøjde med sin næste. Dertil et billede af det dækkede nadverbord på præstens husalter. Nadveren blev hverken indviet eller nydt - så det er kun en nadverhenvisning - men den kan måske vække gode minder og håb om fornyet adgang til Herrens bord.
Prædiken til Skærtorsdag
Johannes 13, 1- 15
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« AMEN Joh 13,1-15
Hellige Fader, hellige du os i dit ord, dit ord er sandhed. Amen
De findes alle vegne, ranglisterne. Listerne, hvor der tildeles førstepladser, andenpladser, tredjepladser og hele vejen ned til bunden. Det er sandelig ikke bare inden for sportens verden, at man kan få guld, sølv og bronze eller bare en lang næse. Ranglisterne er allestedsnærværende, der måles, der nomineres, der kåres. Der er i snart alle forhold højt – og lavtplacerede, vindere og tabere, højdespringere og bundskrabere. Man kan godt blive træt af fænomenet, men vi slipper næppe helt. En form for rangliste eller en rangorden har der vel altid været blandt mennesker, men i gamle dage var lå den mere fast, og mulighederne for at kravle op eller falde af rangstigen var færre. Det kan også være af stor samfundsinteresse at kortlægge, hvem der klarer sig bedst og hvorfor. Ranglisterne viser en del af virkelighed, og vi er ikke tjent med at lade som om, at alle gør det lige godt Vi ved jo også, at det ikke passer. Jo, ranglisterne siger noget rigtigt, men ranglisterne siger ikke det hele, og de siger ikke det afgørende. Man kan ryste for ranglisterne og sin egen placering, men det er nok så meget ranglisterne, som trænger til at rystes, og ingen gør det bedre end vor Herre Jesus Kristus.
Men før vi kommer til, hvordan Jesus gør det, skal der nævnes en rangliste, som omfatter mange danskere. For et par år siden blev der nemlig lavet en undersøgelse over de mest prestigefyldte job. Man spurgte danskerne, hvilket job de regnede for de mest prestigefyldte og det modsatte, og på den baggrund fremkom der en rangliste med 100 placeringer. Nummer et på ranglisten var pilot, efterfulgt af jobbet som hospitalslæge og praktiserende læge, nederst på listen, på en hundredeplads lå jobbet eller rette mangel på samme som kontanthjælpsmodtager. Blandt de beskæftigede var jobbet som reklameomdeler/bud, parkeringsvagt og rengøringsassistent de tre lavest placerede. Lige i midten som nummer 50 var jobbet som smed, mens præsteembedet kom ind på 34 plads – måske ligger landsbypræster lavere. Ja, sådan var det altså med den undersøgelse. Det er ikke alle, der vil rangliste som de adspurgte danskere, men ranglister opstår næste uundgåeligt. Vi sammenligner og måler os med hinanden. Vi uddeler placeringer til os og de andre, og selv placeres vi af vores omgivelser. Vi kan godt lave vores egne ranglister, men hvem er helt upåvirket af den måde, som kulturen rangerer på? Af det, som vækker beundring og misundelse, og af det, som ikke rigtig regnes eller kun for lidt, kedeligt og mislykket? Der er mildest talt mere prestige i at holde store fester end at være den, som rydder af bordet, og mere prestige i at færdes på de bonede gulve frem for at være dem, som boner gulvene.
Også på Jesu tid var der ranglister eller en rangorden. Det var nogen, som var oppe og andre, som var længere nede, og så var der dem, som befandt sig helt nede på bunden, Nederst på datidens rangliste lå slaverne. De var andres mennesker ejendom, og de fik det arbejde, som andre mente sig hævet over. Således var det slavernes job at vaske fødderne på folk, før de gik til bords. Ja, oftest ville det være en slave af fremmed herkomst, som fik den tjans. Også blandt slaverne var der en rangorden. Forvaskning var i hvert fald oplagt som slavearbejde. Den, som vasker fødderne på andre, må jo knæle for vedkommende. Man kan dårligt være i øjenhøjde med nogen, når man vasker deres fødder, og således blev den sociale rangorden udtrykt i den fysiske stilling.
Men Skærtorsdag hører vi, at det er Jesus Kristus, som vasker disciplenes fødder, at han, som de kaldte Mester og Herre udførte slavearbejde. I den danske undersøgelse fra 2016 var det piloten, som havde den højeste placering. Nu var der af gode grunde ingen piloter på Jesu tid, men som udsendt af Gud var Jesus endnu højere placeret. Piloterne bevæger sig i de højere luftlag, men Jesus var sendt fra himlen. Der var nok mange, som ville undre sig i dag, hvis piloten med det mest prestigefyldte job gav sig til at gå med aviser, som var en ydmyg nummer 98 over på listen over prestigefyldte job, men det er slet ikke nogen ved siden af den undren, som indfandt sig, da Jesus lagde sin kjortel, tog et klæde, bandt det om sig, hældte vand i et fad og gav sig til at vaske disciplenes fødder. Det var jo den omvendte verden, ranglisten eller rangordenen blev vendt på hovedet, og herren tog slavens plads og tjans. Tog skodjobbet uden prestige. Det er noget rod, og Peter må protestere. Man kan sige, at Peter får kolde fødder ved, at Jesus ved tanken om Jesus skal vakse hans fødder, og han udbryder: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder”. Måske er Peters beklemt ved, at han ikke havde vasket Jesu fødder, nu hvor disciplene ikke havde slaver. Det ville dog have været mere passende. Men det kan ikke være anderledes. Det er nemlig ikke Jesus, der har brug for Peters tjeneste, det er Peter, som har brug for Jesu tjeneste. Og det er også dig, mig og et ethvert menneske.
I sidste ende er det nemlig revnede ligegyldig, hvor meget prestige vi nyder fra vores omgivelser, og hvordan vi er placeret på diverse ranglister. En dag er vi alle lige døde. Det afgørende er, hvordan vi tager os ud i Guds øjne, det afgørende er vores rene liv og hjerter, det afgørende er Guds evige dom, ikke menneskers flygtige domme. Og Gud ser ikke bare på det skidt, vi har lavet, han ser på beskidte sjæle og hjerter. Han ser skidtet, selv om verden måtte se os med rene negle, rene hænder, rene straffeattester og som rene helgener. Det er ikke maden eller klæderne eller de andre, som er urene, det er hjerterne. Skal vi fremstå rene for Gud, da må vi vaskes af Jesus eller renses i hans blod. Når Jesus vasker disciplenes fødderne, er det jo en henvisning til Jesu tjeneste, til hans tjenende herreliv. Jesus er selvfølgelig ikke kommet for at yde en gang fodvask, men fodvasknningen viser alt det, han yder, og ikke længe efter fodvaskningen skulle han yde det største og udgyde sit blod for vores frelse. Jesus tager disciplene om fødderne, som den, der tog korset, døden og dommen for dem og os alle. Jesus gør ikke forårsrent, han gør himmelren, han bader os i tilgivelse og vasker sorte får kridhvide. Men der er ingen tvang, Synes man, at man er hel ren og fin uden Jesus, kan man slippe. Tror man på skinnede overfalder eller på sin egen rene samvittighed, har man selvsagt ingen brug for at vaskes af Jesus. Da har man det åndeligt, som det lyder i en gammel ordsprog: ”Renlighed er en dyd, sagde kællingen. Hun vendte sin særk juleaften”.
Kun Jesu gør virkelig ren, men Jesus gør ikke bare noget for os, han giver os et eksempel til efterfølgelse. Vi kan ikke gøre mennesker rene for Gud, det kan alene den rene, Jesus, men vi kan tjene hinanden. Vi kan vaske hinandens fødder. Det eneste vi har at tabe, er vores selvhøjtidelighed, og det er kun et lykkeligt tab. At vaske hinanden fødder er selvfølgelig meget mere og andet end et fodbad. Mon ikke de fleste foretrækker at klare det selv? Nej, der er en holdning til verden, det er en bevægelse mod næsten, det er en vej gennem livet. Vel er der ranglister og rangordener, hvor er der mennesker, men dem skal vi tage med smil og et skuldertræk. Når man tror sig rengjort af Jesus, er der ikke noget, man er for fin til, og når man tjent af Jesus, så er man sat i tjeneste for næsten. Man kan være højt eller lavt placeret på verdens ranglister, men man stiger aldrig højere, end man gør i troen på Jesus Kristus og synker aldrig lavere end at fornægte ham. Fodvaskningen viser, at Jesus har fod på frelsen, og vi er på lige fod som hans brødre og søstre, selv om vi kan være nok så forskellige og forskelligt placeret socialt og økonomisk. Det giver, som intet andet frihed i sjælen, og fast grund under fødderne.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen
